Seniormøder

Pensionskassen for Farmakonomer holder hvert år et antal seniormøder i hele landet. I 2016 deltog cirka 400 farmakonomer og ledsagere. Seniormøderne holdes om efteråret og invitationerne sendes ud i august. 

På seniormøderne kan medlemmer over 59 år og deres samlever/ægtefæller få viden om de økonomiske vilkår på efterløn og på pension. Medlemmerne får et godt indtryk af, hvordan de kan indrette sig i seniorårene, så økonomi, arbejde og fratrædelse på arbejdsmarkedet går bedst muligt op.

Seniormøder i 2017

Tirsdag den 26. september  2017 i Århus, Hotel Helnan Marselis, Strandvejen 25, 8000 Århus C

Tirsdag den 3. oktober 2017 i Odense, Hotel Radisson Blu, Claus Bergs Gade 7, 5000 Odense C

Tirsdag den 31. oktober 2017 i Roskilde, Hotel Scandic,  Ved Ringen 2, 4000 Roskilde

Onsdag den 1. november 2017 i København, Hotel Comwell Conference, Center Boulevard 5, 2300 København

Seniormøderne holdes flere stedet i landet, men ikke altid de samme steder. Eksempelvis holdes ikke i Nordjylland hvert år, og i Sydjylland flyttes møderne mellem Kolding, Vejen og Odense.

Hvis der er behov for det, arrangerer pensionskassen gerne ekstra møder. Kredsen kan henvende sig om et ekstra møde, hvis der er udsigt til at kunne samle mindst 30 deltagere.  


Eksperterne optræder på seniormøderne
  

Det er Pensionskassen for Farmakonomer, der indkalder og holder seniormøderne i samarbejde med FTF’s A-kasse og Farmakonomforeningen. 

- Mange ringer efterfølgende til pensionskassen for at få vendt deres konkrete situation, og det skal de være meget velkomne til, siger Elsabeth Bisgaard fra pensionskassen. Hun holder oplæg på seniormøderne sammen med a-kassen og Farmakonomforeningen.

Medlemmerne får den generelle viden på møderne, men kan efterfølgende have spørgsmål til, hvordan det så ser ud lige for dem hver især.

- Jeg kan ofte se på navnet, når jeg får en oplysningsblanket ind, at jeg har talt i telefon med medlemmet tidligere, siger Elsabeth Bisgaard.

Pensionen skal søges

Et væsentlig budskab på seniormøderne er, at man skal huske at ansøge om sin pension. Den kommer nemlig ikke automatisk til udbetaling. Ansøgningen sker ved at udfylde og sende Blanket til brug for udbetaling af alderspension.

- Nogle medlemmer tror fejlagtigt, at pensionen automatisk bliver sendt til dem når de er fratrådt deres job. De ringer eksempelvis og fortæller, at de er gået på efterløn eller pension og forstår ikke, hvor pensionen bliver af. Men pensionskassen får ikke automatisk besked, når medlemmer går på efterløn eller pension. Derfor skal man huske at indsende oplysningsblanketten om udbetaling til os, siger Elsabeth Bisgaard.


Invitationerne sendes ud i august

Medlemmer over 59 år vil i august modtage en personlig invitation til seniormøderne. Der sendes brev til medlemmets e-Boks, og man tilmelder sig via det medsendte tilmeldingsskema, hvor alle felter skal udfyldes. HUSK, at først til mølleprincippet er gældende.