Forside / Om os / Nyheder / 2015 / Brug den ekstra time på din pension

Brug den ekstra time på din pension

Pensionskassen for Farmakonomer er med i Pensionsdagen søndag den 25. oktober, hvor telefonerne ekstraordinært er åbne kl. 11.00-14.00 hos os og i de fleste andre pensionskasser og pensionsselskaber. Pensionsdagen opfordrer danskerne til at bruge den ekstra time i dette søndagsdøgn, hvor vi går over til vintertid, på at tjekke pensionen.

Du har sikkert tillid til, at din pensionsopsparing forvaltes godt indtil du skal forlade arbejdsmarkedet. I hvert fald bruger mange danskere meget lidt tid på at tjekke deres opsparing, for at se om den dækker deres behov.

Pensionskasser og pensionsselskaber vil gerne have danskerne til at engagere sig lidt mere i pensionsordningerne, så de undgår ubehagelige overraskelser. Derfor holdes Pensionsdagen den 25. oktober, hvor vi får en time ”forærende” med overgangen til vintertid.


Se dine aktuelle dækninger

Du kan eksempelvis bruge den ekstra time søndag den 25. oktober på at logge på PensionsInfo med NemId og få den aktuelle oversigt over din opsparing og forsikringsdækninger.

Hvis du har spørgsmål til din ordning, sidder medarbejderne i pensionskassen klar ved telefonerne og kan svare dig. Telefonerne har ekstraordinært åbnet denne søndag kl. 11.00-14.00.

Du behøver dog ikke vente helt til 25. oktober. Hvis du har spørgsmål allerede nu, kan du ringe i den almindelige åbningstid kl. 9.00-15.00 (fredag dog til kl. 14.30), for at tale med en medarbejder.


Rådgivning i centrum

- Vi ved ikke, hvor mange medlemmer, der vil bruge muligheden denne søndag, for det er første år, vi er med i kampagnen. Det betyder, at du risikerer ventetid, hvis mange følger opfordringen. Men hvis du bliver træt af at vente, kan du vælge at ringe en anden dag inden for vores normale åbningstid, siger medlemschef Anne-Katrine Dalgaard.

Du er også velkommen til at sende en mail, tilføjer medlemschefen.

Medarbejderne i Pensionskassen for Farmakonomer sætter en ære i at svare telefonopkald og mails hurtigst muligt, så medlemmerne kan få svar og føle sig bedre rustet til at træffe beslutninger.

Ring til pensionskassen på 33 15 35 88 eller skriv til pension@farmakonompension.dk