Forside / Om os / Nyheder / 2015 / Godt nytår fra pensionskassens formand

Godt nytår fra pensionskassen formand

I 2015 skal pensionskassen holde et særligt øje både med regeringens pensionskommission og med drastiske begivenheder ude i verden, som kan have afgørende effekt på farmakonomernes pensionsopsparing. – Vi får igen et spændende og udfordrende år, siger formand for Pensionskassen for Farmakonomer Susanne Engstrøm.

Som formand for Pensionskassen for Farmakonomer skal Susanne Engstrøm og den øvrige bestyrelse holde et vågent øje med de store begivenheder, der præger verden og kan skabe hastige forandringer. Krigen i Ukraine og den økonomiske krise i Grækenland er eksempler på begivenheder, der har indvirkning på den internationale økonomi, og dermed også på den danske pensionsopsparer. 

- Tingene forandrer sig hele tiden, og vi er som bestyrelse forpligtet til at være fokuseret på forandringerne i omverdenen. Vi skal løbende vurdere, om investeringerne er rigtige og om ydelserne er, som de skal være, for at være bedst for pensionskassens medlemmer.

Susanne Engstrøm glæder sig til opgaverne i 2015, og mener, at det kan blive ekstra vigtigt at gøre tingene godt i et år, hvor en samarbejdspartner har valgt at forlade fællesskabet.

Ikke bekymret – bare ærgerlig

I 2015 forlader Pensionskassen for Apotekere og Farmaceuter samarbejdet med Pensionskassen for Farmakonomer, for at overgå til PFA.

- Jeg tror ikke, det gør den store forskel for os om vi er sammen eller ej. Forretningsmæssigt ser jeg det ikke som et problem, men jeg syntes det var godt, at fagene var samlet i et pensionssamarbejde. Jeg hører til dem, der fortsat ikke kan forstå, hvorfor apotekere og farmaceuter valgte at gå til PFA.

Susanne Engstrøm er ikke bekymret for udviklingen.

- Nej, jeg er ikke bekymret, men jeg er ærgerlig. Det er ingen hemmelighed. Jeg tror heller ikke, at medlemmerne er bekymrede for, om det kan få negativ betydning for deres pensioner. Jeg møder rigtig mange medlemmer, der er godt tilfredse med deres pensionskasse, og de er ikke påvirket i særligt grad af, at farmaceuterne forlader samarbejdet.

- Vi har en velfungerende pensionskasse med stabile afkast og stabile tilsagn til medlemmerne. Men vi skal naturligvis have strammet op i forretningsgangene, hvor det er muligt, siger pensionskassens formand.


Pensionssystemet under lup

I foråret 2014 nedsatte regeringen en Pensionskommission, som skal analysere hele pensionssystemet og give bud på, hvordan det kan gøres bedre.

- Vi skal følge arbejdet i pensionskommissionen helt tæt, også selvom den først kommer med et udspil i efteråret 2016. Allerede nu til februar inviteres pensionskasserne til den første konference om fremtidens pensionssystem, og her skal vi være med, siger Susanne Engstrøm.

Hun mener, at det kræver stor bevågenhed, når politikerne vælger at pille ved pensionssystemet, som er sat sammen af tre søjler: Den skattebetalte folkepension, den overenskomstaftalte arbejdsmarkedspension og den personlige og private opsparing.

- Helt personligt mener jeg, at vi skal holde øje med de politikere, der får øje på de store pensionsformuer. Det skulle nødigt gå os som det gik på Færøerne, hvor politikerne udhulede pensionsopsparingerne, fordi de manglede penge i kassen. Det var helt utilstedeligt, og jeg er fortsat vred over det, siger Susanne Engstrøm.


Nærvær og personlig betjening

Formanden fremhæver Pensionskassen for Farmakonomer for dens nærvær og gode personlige betjening, som medlemmerne oplever at få, når de har brug for hjælp.

- Så længe vi holder linjen med stabile ydelser og stabile afkast kan vi fortsætte som selvstændig pensionskasse. Rigtig mange farmakonomer foretrækker dette, fordi de sætter stor pris på pensionskassens nærvær og den gode, personlige betjening. De synes det er rart at have pensionskassen tæt på, siger hun.

Susanne Engstrøm fremhæver desuden de velbesøgte seniormøder, der forbereder medlemmerne til de sidste år på arbejdsmarkedet og på deres muligheder på efterløn og som pensionister.

- Møderne er velbesøgte, og medlemmerne har mulighed for at tage deres ægtefæller med. Det er også her, de har chancen for at møde tidligere kolleger og få en snak. Vi er et lille fag, og derfor har vi stort personligt kendskab til hinanden, og det gør os glade for at mødes for eksempel på et seniormøde, siger Susanne Engstrøm.