Forside / Om os / Nyheder / 2015 / Inga pejlede sig frem til pensionstidspunktet

Inga pejlede sig frem til pensionstidspunktet

For to år siden gik farmakonom Inga Laursen på pension lige præcist på det tidspunkt, der passede hende allerbedst. - Man kan gøre det rigtigt godt for sig selv, når man har styr på sine muligheder, siger hun.

Inga Laursen valgte at gå på pension som 62 årig. Hun gik på efterløn og fik samtidig pension fra Pensionskassen for Farmakonomer.

- Jeg deltog i de seniormøder, som pensionskassen inviterer medlemmerne til, når man er fyldt 58 år. Jeg var med både da jeg var 58, 59 og 60 år. Så jeg var rigtig godt informeret, siger hun. 

En af fordelene ved seniormøderne var desuden for Inga, at hun kunne tage sin ægtefælle med, så de begge to efterfølgende havde den samme information at drøfte fremtiden ud fra. Alle inviterede medlemmer kan tage deres ægtefælle med til seniormøderne.

God planlægning

Inga Laursen valgte allerede som 60 årig at fortælle sin arbejdsgiver på Frijsenborg Apotek i Hammel, at hun ønskede at stoppe, når hun fyldte 62 år.

- På den måde kunne min arbejdsgiver også planlægge, og det blev godt modtaget, fortæller hun.

Men det er ikke sikkert, at det, der var rigtigt for Inga Laursen, også er rigtig for andre farmakonomer, der står for at skulle beslutte, hvornår tidspunktet for pensionering er bedst.

- Jeg er engang blevet spurgt af en yngre kollega, hvad det bedste ville være for hende. Men det, der er bedst for mig, er jo ikke nødvendigvis det bedste for andre, siger Inga, som i sin aktive karriere var fagligt aktiv som formand for Viborg/Skive kredsen og medlem af hovedbestyrelsen i Farmakonomforeningen.


Søgte de praktiske informationer

Inga Laursen søgte sin pension i Pensionskassen for Farmakonomer efter reglerne, som du kan læse mere om her:

- Jeg havde ikke tænkt over, at jeg skulle ansøge om pensionen, hvis ikke jeg havde fået information om det. Det var godt for mig at få den viden på et seniormøde, fortæller hun. 

I tiden op til sin pensionering ringede Inga Laursen til pensionskassen, for at få konkret information om udbetaling af hendes alderssum.

- Jeg fik professionel rådgivning og blev mødt med stor venlighed, da jeg kontaktede pensionskassen. Det var dejligt, siger Inga Laursen.

Den pensionerede farmakonom deltager fortsat i pensionskassens årlige generalforsamling uanset, hvor den holdes i landet. Hun vælger at følges med en tidligere kollega:

- Jeg glæder mig hvert år til generalforsamlingen, og jeg deltager for at følge med, siger Inga Laursen, som også modtager pensionskassens nyhedsbrev.

Få nyt om seniormøder, generalforsamlingen m.m. i nyhedsbrevet – tilmeld dig her.