Forside / Om os / Nyheder / 2017 / Pensionskassen træder ind i PKA-fællesskabet

Pensionskassen træder ind i PKA-fællesskabet

Bestyrelsen i Pensionskassen for Farmakonomer har 6. juni 2017 besluttet at træde ind i PKA-fællesskabet, for at få optimeret de administrative opgaver. Beslutningen får virkning fra 2018, hvor efter de 7.800 medlemmer vil opleve en betydelig reduktion af de årlige omkostninger til administration. 

Fra årsskiftet vil Pensionskassen for Farmakonomer komme i selskab med tre andre pensionskasser inden for sundhedsområdet, som administreres af PKA. Valget af PKA er truffet efter forhandlinger med flere pensionskasser.

- Vi har fået flere tilbud af høj kvalitet, men vi mener, at det bedste tilbud samlet set kom fra PKA. Vi har fået en solid platform med et højt fagligt og servicemæssigt niveau og med et lavt omkostningsniveau, siger pensionskassens formand Henrik Klitmøller Rasmussen.

Farmakonomerne kan derfor se frem til en reduktion af de årlige omkostninger.

- Der vil være tale om omkostninger på betydeligt mindre end halvdelen af de nuværende, når først udgifterne til overgangen er betalt, og disse udgifter vil være tjent ind på ét til to år, siger formanden.

En robust aftale

Pensionskassen for Farmakonomer har fået en aftale, der gør pensionskassen robust over for de krav, som stilles både fra medlemmer og myndigheder.

- Vi får en ordning, der er meget attraktiv sammenlignet med andre i kraft af de stordriftsfordele, som PKA-fællesskabet giver. Det betyder, at vi får mulighed for at udvikle både service og produkter, så de svarer til medlemmernes forventninger, siger Henrik Klitmøller Rasmussen og tilføjer:

- Jeg er også overbevist om, at PKA er et administrationsfællesskab, hvor vores medlemmer vil føle sig godt tilpas.

Fortsat selvstændighed

Pensionskassen for Farmakonomer fortsætter som selvstændig pensionskasse med egen bestyrelse, egen aktuar og med generalforsamlingen som højeste myndighed.

Pensionsordningen vil heller ikke ændre sig, når aftalen træder i kraft 1. januar 2018.

- Med det er klart, at vi ved at indtræde i et stærkt fællesskab, vil få en lang række muligheder for at udvikle og forbedre de nuværende pensionsordninger, siger Henrik Klitmøller Rasmussen.

Hvem er med i PKA

PKA er i forvejen administrationsfællesskab for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. Pensionskassen for Farmakonomer bliver det fjerde medlem af fællesskabet fra 1. januar 2018. De øvrige er: 

  • Pensionskassen for Sundhedsfaglige, som har medlemmer blandt bioanalytikere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, jordemødre og kost- og ernæringsfaglige. 
  • Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer har medlemmer blandt lægesekretærer, radiografer og sygeplejersker.
  • Pensionskassen for Socialrådgivere, Socialpædagoger og Kontorpersonale.

Se den fælles pressemeddelelse