Forside / Om os / Nyheder / 2017 / Samme gode pension med flere muligheder for rådgivning

Samme gode pension med flere muligheder for rådgivning

Pensionskassen for Farmakonomer bliver ved årsskiftet en del af pensionssamarbejdet PKA. Du får den samme gode pensionsordning, men nu med flere digitale selvbetjeningsmuligheder og lavere omkostninger.

Næste år får du nye digitale muligheder og lavere omkostninger på din pension. Bestyrelsen i Pensionskassen for Farmakonomer besluttede nemlig at blive den fjerde pensionskasse i PKA-samarbejdet, der i forvejen tæller 300.00 medlemmer ansat inden for social- og sundhedsområdet.

Pensionskassen for Farmakonomer fortsætter som selvstændig pensionskasse med den samme bestyrelse, og får nu glæde af styrkerne ved et solidarisk og stærkt fællesskab.


Flere muligheder og lave omkostninger

Når pensionskassen officielt bliver en del af PKA-fællesskabet den 1. januar 2018, så giver det en række fordele for dig. Bl.a. sikrer PKA’s effektive administration af pensionsordningen, at de gennemsnitlige administrationsomkostninger falder med ca. 60% per medlem til 375 kr. årligt (2017-sats).

Samtidig kommer du også til at få længere åbningstid, hvor du kan chatte eller snakke med en pensionsrådgiver. Ring til PKA på 3945 4540 fra mandag til torsdag kl. 8.30-20.00 og fredag kl. 9.00-15.00 eller chat på pka.dk/farmakonom.

Derudover får du en lang række digitale selvbetjenings- og rådgivningsværktøjer, så du nemt og enkelt kan få overblik over din pension og fx se, hvor meget din pension vokser ved at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Ultimo februar 2018 kan du logge på din personlige profil på pka.dk, og i løbet af 2018 åbnes der op for flere nye digitale muligheder.


Samme gode pensionsordning og forsikringer

Du vil fortsat have den samme gode pensionsordning, når pensionskassen bliver en del af PKA-samarbejdet. Pensionsordningen giver dig og din familie tryghed hele livet. Foruden pension er du dækket af forsikringer, som kan hjælpe dig og din familie, hvis der skulle ske dig noget. Det betyder, at du er dækket lige så godt i PKA, som du hidtil har været.


Brev til alle medlemmer af pensionskassen

I midten af december får du og øvrige medlemmer af Pensionskassen for Farmakonomer brev fra PKA, så du bliver klædt på til din nye pension i PKA.

Du er velkommen til at kontakte PKA, hvis du har spørgsmål til din nye pension i PKA.


Personlig profil

Du får en personlig profil på pka.dk/farmakonom, hvor du kan du se egne pensionstal. Du kan fx beregne, hvor meget pensionen vokser ved at gå senere på pension, samle pensioner fra andre selskaber hos PKA og meget mere. På siden kan du også chatte med en pensionsrådgiver. Du kan logge på fra ultimo februar 2018.


PKAoverblik – rådgivning til hele familien

PKAoverblik giver dig og din familie overblik over pensionsøkonomien. Svar på få spørgsmål om hvad du forventer at bruge på fx bolig, rejser, interesser etc. Derefter kan du se de forventede udgifter, og hvordan det passer med din samlede forventede pensionsopsparing. Du kan allerede prøve PKAoverblik nu på pka.dk/pkaoverblik