Forside / Om os / Nyheder / 2017 / Seniormødet gav indsigt i mulighederne

Seniormødet gav indsigt i mulighederne

Farmakonom i Nykøbing Falster og Nysted, 62-årige Birthe Pedersen har været glad for at deltage i pensionskassens seniormøder. - Jeg har været med to gange, for at få tingene helt på plads. Nu satser jeg på at blive i jobbet indtil folkepensionen, siger hun.

Birthe Pedersen har deltaget i pensionskassens seniormøder, som hvert år holdes flere steder i landet. Seniormødet er et tilbud til alle medlemmer over 59 år.

- Den ene gang var vi nogle stykker fra apoteket, der fulgtes ad. Vi tog en fridag og fik en dag ud af det med både shopping og et seniormøde, der satte mange ting på plads, siger farmakonomen fra Løve Apoteket i Nykøbing Falster, Østerbro, Nysted og Maribo.

Seniormøderne giver medlemmerne indsigt i deres muligheder for at gå på efterløn og/eller pension. Både pensionskassen, FTF-A og Farmakonomforeningen er med, og repræsentanterne herfra leverer grundig vejledning, mens de komplicerede regler foldes ud.

De andre 62-årige valgte at gå

Med en god portion viden fra seniormøderne traf Birthe Pedersen det valg at blive i jobbet indtil hun kan gå på folkepension.

Hun valgte dette på trods af, at tre jævnaldrende kolleger på arbejdspladsen alle besluttede at gå på pension på næsten samme tid.

- Jeg måtte lige tænke mig om en ekstra gang, for jeg blev jo den eneste tilbage af de gamle. Jeg valgte alligevel at blive, for jeg er ikke typen, der har set frem til at kunne gå på pension. Tværtimod er det en daglig glæde at gå på arbejde. Jeg har det godt med at være sammen med kolleger, og jeg føler, at jeg udretter noget, siger hun.

Arbejdet giver identitet

Birthe Pedersens valg har også med at gøre, at hun er lidt nervøs for at miste identitet, når hun går på pension.

- Det har jeg oplevet en gang tidligere, da jeg blev alvorligt syg og kom i fleksjob. Det gav et enormt identitetstab, og det risikerer jeg igen, når jeg stopper med at arbejde, siger hun.

I dag arbejder Birthe Pedersen i fleksjob på halv tid, og hun har meget fleksible vilkår på jobbet.

- Det har stor betydning for mig, at jeg nærmest kan komme og gå, som det passer helbredet. Som ansvarlig for bogholderiet betyder det ikke så meget for kollegerne, hvornår jeg kommer og går som det ville gøre, hvis jeg arbejdede i skranken. Men jeg arbejder kun i skranken hver anden lørdag i Nysted.

Birthe Pedersens fleksible arbejdsvilkår har stor betydning for hendes holdbarhed på arbejdsmarkedet. Når hun har en god dag, kan hun fortsætte til opgaverne er løst, mens hun på dårlige dage kan møde senere eller helt springe over.

- Jeg forsøger at passe de aftalte mødetider, men på en god dag, kan jeg gøre en opgave helt færdig. Omvendt kan jeg blive hjemme en dag, hvis jeg har det skidt. På den måde bliver arbejdslivet overkommeligt, siger hun.

Økonomien betyder mindre

Økonomien har ikke været afgørende for Birthe Pedersens valg om at droppe fleksydelsen - som er en pendant til efterlønnen for fleksjobbere - og udskyde pensionen til folkepensionsalderen. Det afgørende var at blive på arbejdsmarkedet.

Men selvom økonomien ikke er afgørende på ét tidspunkt, får den alligevel betydning. Økonomien bliver nemlig bedre på sigt, fordi de månedlige udbetalinger i den livslange pension fra pensionskassen er højere jo længere man udsætter sin pensionering.

- Min mand er fortsat på arbejdsmarkedet, så også af den grund er det mest rigtigt for mig at fortsætte med at arbejde. Jeg har svært ved at se mig selv få dagen til at gå ved at passe haven, siger Birthe Pedersen.


På seniormøderne i 2017 kan medlemmerne få indsigt i deres muligheder, så de kan træffe de rigtige valg for dem op til efterløn og/eller pensionering. Læs mere her