Forsikringssum ved dødsfald

Udbetaling af forsikringssum ved død - hvem får pengene?

Vi er blevet gjort bekendt med, at ikke alle forsikrede er opmærksomme på, at samlevere går forud for børn. Derfor denne orientering.
Forsikringssummen ved dødsfald udbetales til dine "nærmeste pårørende", hvis du ikke har sendt en erklæring (særlig begunstigelse) til FG (Forenede Gruppeliv) om, at andre skal have pengene.

Dine nærmeste pårørende* er i rækkefølge:

1. Ægtefælle

2. Samlever, hvis I bor sammen på fælles bopæl, og venter, har eller har haft barn sammen, eller I har boet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år før dødsfaldet

3. Livsarvinger (børn, børnebørn osv.)

4. Arvinger i henhold til testamente

5. Arvinger efter arveloven

Hvis du ikke ønsker, at forsikringssummen skal udbetales til "dine nærmeste pårørende" i den nævnte rækkefølge, kan du bestemme, hvem der skal have pengene med en erklæring (særlig begunstigelse), som skal sendes til Forenede Gruppeliv. Du kan finde erklæringen på www.fg.dk. Du kan eksempelvis bestemme, at pengene skal udbetales til dine børn forud for din samlever.

*Forsikringsaftaleloven blev ændret med virkning fra 1. januar 2008, så samlevere er "nærmeste pårørende" for alle, der indtræder i en gruppelivsaftale efter 1. januar 2008. I din gruppelivsaftale er det fastsat, at samlevere er med i rækkefølgen af nærmeste pårørende, uanset hvornår du er indtrådt i gruppelivsaftalen.

 

 

Ordbog