Pensionskassen informerer

Nye vedtægter - medlemsvalgte bestyrelsesmedlemmer.

Pensionskassen for Farmakonomer har på en ekstraordinær generalforsamling d. 27. januar ændret sine vedtægter. Ændringen er først og fremmest en følge af et lovkrav om, at mindst ét bestyrelsesmedlem skal være regnskabskyndig samt at ½-delen af bestyrelsens menige medlemmer skal vælges af og blandt pensionskassens medlemmer.

Farmakonomforeningen og Danmarks Apotekerforening skulle tidligere udpege hver tre medlemmer og Sundhedsministeriet ét medlem til bestyrelsen.


De nye vedtægter betyder, at Farmakonomforeningens hovedbestyrelse fremover udpeger ét bestyrelsesmedlem, som bliver Pensionskassens formand.

Danmarks Apotekerforening udpeger to medlemmer og de to foreninger vil i fællesskab udpege ét regnskabskyndigt medlem.


Som noget nyt skal 3 bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt Pensionskassens medlemmer i forbindelse med den årlige ordinære generalforsamling. Såfremt der er flere kandidater end ledige pladser i bestyrelsen, vil valget ske ved urafstemning.

Generalforsamlingen den 20. april i Århus bliver derfor den første, der afholdes efter de nye vedtægter.

Som bestyrelsesmedlem påtager man sig - udover en betydelig arbejdsmængde - et stort ansvar både juridisk og moralsk. Derfor skal bestyrelsesmedlemmer godkendes af Finanstilsynet, hvilket bl.a. kræver en "ren" straffeattest.

Ændringen af bestyrelsens sammensætning betyder, at de indtil nu udpegede ikke længere kan udpeges, men skal vælges. Det har den konsekvens, at vi må tage afsked med sekretariatschef Lis Ekner, udpeget af Farmakonomforeningen og cand. jur. Jørgen Bartels Petersen, udpeget af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, da de ikke er medlem af Pensionkassen for Farmakonomer.

Pensionskassen vil gerne bevare sin selvstændighed i så lang tid som overhovedet mulig og bl.a. derfor er der indført en modernisering af vedtægterne, som giver mulighed for evt. udvidelse af medlemsgruppen, hvis muligheden opstår.

Nyt er også, at den årlige generalforsamling mindst hvert 4. år skal holdes udenfor Storkøbenhavn, hvilket giver en større fleksibilitet i mulighederne for geografisk placering.

Endelig er der i forbindelse med vedtægtsændringerne foretaget en række mindre moderniseringer af sproglig karakter.

Vedtægtsændringerne kan læses på Pensionskassens hjemmeside: www.farmakonompension.dk

Eventuelle forslag til behandling på generalforsamlingen den 20. april skal være Pensionskassen i hænde senest den 6. april 2010.


 

åbningstid

Mandag til torsdag 9-15 Fredag 9-14.30

Ordbog