Pensionskassens garantier

Medierne har på det seneste skrevet meget om pensionskassernes garantier. Vi vil derfor benytte lejligheden til her at orientere dig om forholdene i din pensionskasse. Alle pensioner i Pensionskassen er sammensat af to andele: en grundpension og en tillægspension:
 Grundpensionen er betinget garanteret og kan kun ændres, hvis bestyrelsen i samråd med aktuaren vurderer, at beregningsgrundlagets elementer ikke er sikre. Der skal være objektive grunde til at ændre grundlaget. Få medlemmer, som ikke valgte om i 2006, har fra gammel tid en ubetinget garanti på en del af grundpensionen.
 Tillægspensionen er ugaranteret og fastsættes af bestyrelsen hvert år. Tillægspensionen kan både stige og falde, men bestyrelsen tilstræber en jævn udvikling i pensionerne. Tillægspensionerne er en metode til at udlodde egenkapitalen på en fair måde til de medlemmer, der har været med til at spare den op. Desuden sikrer tillægspensionen et rimeligt niveau på invalidepensionen m.m.
Du kan se den garanterede andel af pensionerne i toppen af dit seneste pensionstilsagn.
Nogle pensionskasser, fx Sampension, har for nyligt gennemtvunget en forringelse af medlemmernes garantier under henvisning til problemer med at opfylde kommende kapitalkrav fra EU. Pensionskassen for Farmakonomer forudser ikke problemer med at opfylde de kommende kapitalkrav. Pensionskassen er fortsat ét solidarisk opsparingskollektiv, hvor alle medlemmer skal have en rimelig andel af formuen.

 

 

Ordbog